News Detail

Danske Ørredsøer: Strategi for lystfiskerturisme skaber optimisme i et jubilæumsår.
Danske Ørredsøer: Strategi for lystfiskerturisme skaber optimisme i et jubilæumsår.
I slutningen af 2018 barslede Fiskeriminister Eva Kjer Hansen med en ny strategi for udvikling af lystfiskerturisme i Danmark. Ministerens ønske med strategien er, at den forhåbentlig kan bidrage til en sund og positiv udvikling i dansk lyst- og fritidsfiskeri, som kan gøre Danmark endnu mere attraktivt som lystfiskerland og gøre fiskeriet tilgængeligt for flere.
Strategien beskriver en række indsatser over en årrække – herunder etablering af et nationalt center for lystfiskeri og lystfisketurisme i Assens Kommune, igangsættelse af en ny digital platform for lystfiskeri og lystfiskerturisme i Danmark, målrettet markedsføring af lystfiskerdestinationer, en 3-årig brandingplan og endelig støtte til frivillige indsatser. Til gennemførsel af strategien er der afsat et tocifret millionbeløb over en årrække.
Formand for Foreningen Danske Ørredsøer, Joe Rasmussen, som driver Frueskov Fiskesø ved Kruså i Sønderjylland, hilser strategien og dens planlagte indsatser velkommen. ”Det bliver spændende at trække i arbejdstøjet med disse udviklingsopgaver, netop i det år hvor Foreningen Danske Ørredsøer har 25 års jubilæum”.
”Vi vil gøre vores til at strategien bliver en succes til gavn for lystfiskerturismen og de afledte følgeerhverv i natur- og turist-Danmark”, udtaler foreningens formand.
Foreningen Danske Ørredsøer – i daglig tale kaldet ”Danske Ørredsøer”- organiserer en større gruppe af landets lystfiskersøer (også kaldet ”Put & Take-søer”). Søerne udgør en let tilgængelig natur- og lystfiskeoplevelse for danskere og udlændinge, der ønsker at investere et par timer i naturen på at fange sin egen aftensmad. Mange børn og unge får deres første fangstoplevelse ved en af de danske fiskesøer. Og fiskesøerne udgør en spændende udflugtsmulighed for turister i ferielandet.
(Del gerne nyheden!)
Link til ”Strategi for lystfiskeri (2018)”: https://www.assens.dk/media/178999/strategi-for-lystfiskeri.pdf